Selena Gomez aflyser to koncerter
Det sker heldigvis ikke alt for tit, men en gang imellem er stjernerne desværre nødt til at aflyse koncerter af personlige grunde, og det har nu ramt Selena Gomez. Den 19-årige sangerinde skulle oprindeligt have optrådt i går og senere i dag, men E! Online fortæller, at hun har været nødt til at hive stikket ud på de to festlige arrangementer på grund af en nødsituation i familien.
Gomez, der har opnået enorme mængder af succes som musiker med sange som Naturally, A Year Without Rain, Who Says og Love You Like A Love Song, skulle efter planen have optrådt i aftes ved B96 Jingle Bash 2011 i AllState Arena uden for Chicago, men sangerinden måtte desværre skuffe sine fans.
Uheldigvis er det heller ikke den eneste optræden, sangerinden har været tvunget til at aflyse. Her til aften skulle Selena Gomez have optrædt ved 106.1 KISS FM Jingle Bell Bash i WaMu-teatret i Seattle, men den plan er altså også røget i vasken. Og nu er hele koncerten i Seattle endda nødt til at blive udsat, fordi læger har beordret forsangeren for det populære band OneRepublic, Ryan Tedder, til at hvile sine vokaler.
Kilder fortæller, at Selena fredag aften blev informeret om nødsituationen, da hun befandt sig blandt publikum ved julekoncerten Power 106 Cali Christmas 2011 i Los Angeles, og Gomez forlod straks stedet og tog hjem. Sangerinden, der også har haft stor succes som skuespillerinde, skal igen på scene til nytår, hvor hun skal optræde for MTV ved en fest, som Demi Lovato and Tyler Posey skal præsentere.