Tom Cruise har fulgt Scientology-kirken i 30 år, og han har nu deltaget i så mange af kirkens kurser, at han har nået et avanceret niveau kaldet ”OT” eller ”opererende thetan.”

Ifølge scientology-kirken har en OT ”total kontrol over sig selv og sit miljø.”

OT’er kan angiveligt flytte ubevægelige objekter med deres tanker, efterlade deres kroppe, når de ønsker det, og ved hjælp af telepati kommunikere med og tage kontrol over både dyr og mennesker.

Cruise har også rejst over ”broen til total frihed”, og han har dermed opnået en sjældent oplyst tilstand.

Men til trods for disse avancerede evner er det tilsyneladende kommet helt bag på Top Gun-stjernen, at hans kone gennem længere tid planlagde skilsmisse.

Nancy Meny, som har arbejdet med kendte i Scientologys Sea Organization, fortæller RadarOnline, at Mission Impossible-stjernen nærmest blev hjulpet ind i religionen.

“Jeg kendte nogle af de folk, der hjalp ham med at blive medlem. Alt var planlagt og organiseret. Tom har et læseproblem, så de fik ham ikke til at tage kurset på egen hånd, men gav ham en personlig hjælper,” fortæller Nancy Meny.

Tom Cruise har angiveligt fået flere værdifulde gaver af Scientology-kirken, herunder en specialproduceret bus kaldet Silver Screen og flere specialdesignede motorcykler.