Se også

I 1932 blev den berømte pilot Charles Lindberghs søn på tyve måneder kidnappet fra familiens hus. To måneder senere fandt man hans lig dumpet i nærheden af forældrenes hjem.

Men selvom det er firs år siden, Charles Lindbergh junior mistede livet, fascinerer gåden om hans død efterforskere den dag i dag.

Tre år efter forbrydelsen blev en tysk illegal immigrant, Bruno Hauptmann, dømt for mordet og henrettet. Han hævdede til det sidste, at han var uskyldig i mordet.

Nu påstår forfatter Robert Zorn, at han har bevis på, at Bruno Hauptmann var sat på opgaven af John Knoll, der også var tysk immigrant – og besat af tanken om at ødelægge Charles Lindberghs liv.

Kidnapperne forlangte en løsesum på 50 000 dollar af familien Lindbergh. Pengene blev afleveret til en mand, der fik øgenavnet Kirkegårds-john på en kirkegård i Bronx.

Ifølge Robert Zorn er der en slående lighed mellem John Knoll og Kirkegårds-john. John Knoll og Kirkegårdsjohn havde bl.a. begge en særlig gevækst på tommelfingeren.

Forfatteren skriver, at John Knolls motiv til forbrydelsen var, at han ikke kunne lide Charles Lindbergh og drømte om at bevise, at han kunne få magt over den legendariske pilot, der som den første fløj non-stop over Atlanterhavet.

“Den fyr var en rigtig slyngel. Det var en fyr, der altid skulle tiltrække sig opmærksomhed. Hans opførsel var bizar,” skriver han.

FBI-medarbejder John Douglas er enig i analysen og konkluderer, at John Knoll er “den bedste mistænkte, der nogensinde har været i sagen.”

Det var Robert Zorns far, der først fattede mistanke til John Knoll. Han boede i nærheden af Knoll i Bronx, da han var teenager, og kom til at lære ham godt at kende.

Han begyndte at samle bevismateriale mod Knoll, efter at han havde læst om forbrydelsen i en avis.

Dokumentationsmaterialet arvede hans søn, da han døde i 2006.

Et af beviserne er, at Robert Zorns far skal have hørt John Knoll og en medsammensvoren planlægge forbrydelsen i 1931.