Richard Bransons datter gift i ruiner
Richard Bransons datter, Holly, har giftet sig med Fred Andrews på Necker Island, familiens private ø.
Ganske vist er ø-idyllen spoleret, efter at en brand raserede Richard Bransons hus i sommer. Men parret blev gift “under stjernerne og i ruinerne af hovedbygningen.”
Hollys far, Virgin-boss Richard Branson, giftede sig med hendes mor, Joan Templeman, på samme dag i 1989. Derfor var der ingen tvivl om, at Hollys bryllup skulle finde sted på Necker Island og intet andet sted.
“Meget glad i dag. Jeg giver vores datter, Holly, væk til en fantastisk mand (og familie), skrev Virgin-bossen på sin blog.
Han postede et foto af sit eget bryllup. Bruden var i langærmet blondekjole og en typisk firserpermanent. Sir Richard selv, der i dag er 61 år gammel, bar et hvidt jakkesæt. Med til brylluppet var også to lyshårede børn – Holly og hendes bror.
Branson tilføjede, at dagen efter ceremonien fortalte venner af familien, at de også skulle giftes. Holly svarede: “De kan ikke blive gift. De har ikke fået børn endnu!”
Blandt gæsterne til brylluppet var prinsesserne Beatrice og Eugenie med deres mor Sarah Ferguson, hertuginde af York. De havde fået lov at blive væk fra dronningens traditionelle julefrokost. Den plejede ellers at være obligatorisk, og deres tilstedeværelse på Necker Island var derfor et tegn på, at dronningen er ved at bløde op, mente en kilde.
Efter branden sagde Richard Branson med sin sædvanlige optimisme: “Vi vil genopbygge huset, så snart vi kan. Vi har nogle vidunderlige medarbejdere her, og vi vil gerne have, at de har arbejde. Vi bliver her alle sammen. Der er sket stor skade, men vi vil skabe noget endnu mere specielt af ruinerne.”


