Demi Moores døtre, Rumer, Scout og Tallulah, har afbrudt kontakten med deres mor. Men deres far, Ghoststjernens eksmand, Bruce Willis, synes, de er forkælede og selvcentrerede.

Konflikten mellem mor og døtre skyldes angiveligt, at Demi Moore bebrejder pigerne, at de stadig ser Ashton Kutcher, som hun skal skilles fra. Samtidig er stjernen ifølge kilder blevet temmelig krævende, efter at hun har brudt med Two And A Half Men-stjernen.

Men Bruce Willis godtager ikke, at døtrene har droppet deres mor. Ifølge kilder har han ligefrem truet de tre piger med, at de ikke skal forvente penge fra ham, hvis de ikke bliver gode venner med deres mor igen. Det vil være en alvorlig sag for døtrene, for ingen af dem har opsparing, og Bruce Willis og Demi Moore betaler deres regninger.

“Det triste er, at Demis piger skal betales for at være søde ved hende,” siger en insider sarkastisk.

“Bruce er meget skuffet over dem, og han har kaldt dem forkælede og selviske. Han forstår ikke, hvorfor de vender sig mod deres mor, når hun i det store hele har været en fantastisk støttende forælder,” afslører insideren.

Pigerne støttede deres mor under bruddet med Ashton Kutcher og hendes afvænningsophold, men nu synes de, hun skal klare sig selv.

Men The Fifth Element-stjernen har en anden holdning. ”Han synes, de er alt for hårde ved Demi. Han holder stadig virkelig meget af hende, men han har en ny kone og baby at tage sig af, så det er ikke, fordi han kan gøre så meget for hende,” siger insideren.