Rapper Will.i.am var målløs, da Harry Potter-stjernen Miriam Margolyes på Graham Nortons show sagde, at hun var fascineret over at møde ham, fordi han er sort.

”Desværre kender jeg ikke så mange sorte. Vi mødes ikke så tit over farvegrænsen bortset fra i showbusiness, og det er det, der er så fint,” sagde hun.

Inbetweeners-skuespiller Greg Davies forsøgte at bløde situationen op ved at joke: ”Det er eksotisk,” mens Norton sagde: ”Det er dejligt, Miriam, du har ret.”

Harry Potter-stjernen var meget indtaget i Will.i.am, og hun var især imponeret over, at han gav et generøst bidrag til Prince’s Trust.

”Du er fantastisk! Hvor er det uventet, at en rapper gør den slags. Jeg har ikke nogen særlig positiv holdning til rappere. Jeg kender ikke rigtig nogen, du er faktisk den første, jeg har talt med,” sagde den ældre dame til Songs About Girls-rapperen.

Will.i.am genvandt stemmen og svarede: “Jeg er den første rapper og sorte fyr, du er på talefod med!”

Senere på aftenen fik rapstjernen sig et godt grin, da Miriam Margolyes spurgte, om han havde ”hørt om jøder.”

Den pinlige situation opløstes i latter, og seere gik på Twitter for at foreslå, at de to kendte fik deres eget realityshow.

Will.i.am fortalte, at NASA har bedt ham om at skrive den første sang nogensinde, der vil blive spillet på Mars.

”Jeg tror ikke, jeg skal tale om det, men der er noget med en raket, der flyver til Mars. Den lander i august, og når den lander, sender den et signal til jorden, og det signal bliver sangen,” afslørede han.